torsdag den 27. november 2008

- Kan man lave bevægende og smukt teater om mordet på 700 børn?

Nicolai Vemming, chef for gæstespil, Det Kongelige Teater, skyder hermed debatten i gang om Marthalers forestilling.

Dramatikeren Lars Norén skriver et sted i sin nylig offentliggjorte dagbog, hvordan han går rystet ud af Reina Sofia Museet i Madrid, efter at have set Picassos ”Guernica” fra 1937. Den gru, der ramte den nordspanske by Guernica den 26. april 1937, da tyske jagerfly jævnede byen med jorden og myrdede civilbefolkningen, er fanget på et lærred 349 x 776 cm stort, i sort/hvid, og maleriet kan åbenbart stadig, 81 år senere, uanset tommetykt panserglas og rigorøse sikkerhedsforanstaltninger, være en rystende oplevelse.

Christoph Marthaler bringer os med forestillingen ”Værn mod fremtiden” i kontakt med en anden del af vores fælles europæiske historie - den systematiske udryddelse af anderledes skabte børn og voksne i Tyskland og Østrig og det tankegods, som gjorde disse handlinger mulige.

Otto Dix malerier fra første verdenskrigs skyttegrave, Primo Levis romaner om Holocaust og Fransisco Goyas raderinger fra Frihedskrigens rædsler viser, at kunsten kan konfrontere os med historien så den bliver en direkte og tankevækkende erfaring. Det er en opløftende og nødvendig mulighed i kunsten - når den undgår banaliteter, sentimentalitet og medløberiet – at den kan udfordre politiske, moralske, økonomiske og religiøse dogmer og lade os se os selv og vores historie, med andre øjne.

Nicolai Vemming

2 kommentarer:

Anonym sagde ...

der er sket nogle utilsigtede kopiproblemer i foregående bloggindlæg, så det er dette der gælder:



Politikens anmelder burde anmeldes til politiet

Stykket, som det Kgl Teater var vært for, ”Schutz vor der Zukunft” var et fremragende eksempel på hvordan man inden for tysk teater -som man også gør i tv, bøger og aviser i Tyskland, kæmper med fortiden, analyserer og nægter fortielsen.

Det er meget forståeligt at mørkemændende i de tysksprogede lande hader Instruktøren Christoph Marthaler. Hans stykke " Værn mod fremtiden" er et fantastisk eksempel på hvor sobert, dybt ironisk, og til tider også morsomt, man kan bearbejde en tragisk hændelse der er uden sidestykke i verdenshistorien. Eutanasi. Hitlers forsøg på at skabe den rene race.

Det var en stor oplevelse at være i Glyptoteket, hvis rum og daglige udstillingsgenstande fik det til at se ud som at bygningerne i mange år, kun havde ventet på Marthalers kommen.

Politikens kritikker, Per Theil, var tydeligvis ikke begejstret over forestillingen, som har fået et hav af priser og begejstret omtale i den europæiske presse, inden turen med de allerbedste tyske skuespillere og musikere med gik til København. ”Provinsen” hvor Politikens anmelder arbejder.
"De intellektuelle gik hjem og/eller faldt i søvn"skrev Theil. I hans optik er noget måske kun godt, når de intellektuelle er vågne og bliver på pladserne. -Føj for en snobholdning at have. Når kritikkeren så også forsøger at forstærke sine forbehold over for det tyske, og fordi argumenterne ikke holder en meter, tyer han til middelmådighed: "Forestillingen er måske for tysksproget" (hvad havde han ventet?) og supplerer med sine tegneseriegloser som "Dummkopf" og "Ach Mensch", ja så er den bare for tynd.
Det kan være at Theil ikke kan lide instruktøren, og han derfor skal have på nakken, men helt at undlade at fortælle os om topskuespilpræstationerne er kultursvineri. Det er det også at lefle for de herskende i den Københavnske teaterverden, som Theil øjensynlig gerne vil står på god fod med.

Det er en ommer Theil.

Venlig hilsen "de dumme der blev og klappede" (vi var mange den aften)!

Michaela og Eric Christensen, Halvtolv 9, 1436 København K.

Theresa Benér, Kvällsposten sagde ...

Værn mod fremtiden – Schutz vor der Zukunft | Christoph Marthaler | Det Kgl på Glyptoteket, Köpenhamn
Den hyllade schweiziske regissören Christoph Marthaler har kommit till Köpenhamn med sin exceptionella uppsättning Schutz vor der Zukunft (Skydd mot framtiden). Det är en alltigenom fascinerande teater-, musik- och liederfantasi, som i flera dimensioner belyser ett fasansfullt brott mot mänskligheten. Den handlar om det rashygieniska massmordet på handikappade och nervklena barn i Österrike under andra världskriget.
Marthaler använder aldrig våldsamma metoder när han formulerar sin kompromisslösa kritik mot människans antihumanism. Tvärtom låter han sina mångsidiga aktörer sjunga, skoja och till synes aningslöst leka fram ett skoningslöst budskap, som drabbar oss alla.
Föreställningen utspelas på Glyptoteket, bland antika romerska statyer, vilket i sig gör detta till en unik upplevelse. Publiken slår sig ner till en glättig invigning av ett ”reformläger”, där Den Nya Människan ska formas. Vetenskapliga tal hålls om vikten av att inte fortplanta dåliga gener, att ta vårt kollektiva ansvar för mänskligheten och överväga självmord efter fyllda 60, då vi ändå inte längre kan göra social nytta!
Det sjungs lieder, vi får önskekonsert och stämningen är som vid en kväll i ett byalag. Men i detta blandar Marthaler finurligt in den faktiska historien, barnen i Wien som straffades, förgiftades eller elchockades till döds. I pausen dyker aktörerna/musikerna upp i levande installationer runtom i museet. En dokumentärvideo skildrar vad som hände på det psykiatriska Steinhofsjukhuset i Wien. Sammanlagt blev 20 000-25 000 österrikare offer för den nazistiskt lagstiftade eutanasin.
Efter paus fokuserar föreställningen mer på vad som hände efter kriget. Hur förklarade läkarna sina dåd? Hur gick det till? Stillsamt framläggs sanningar, som avlöses av ensemblens drastiska mimspel till smärtsamt vackra körstycken och pianosonater. Marthaler arbetar alltid musikaliskt i sin teater och det beror ju på att den allra skönaste musiken förmedlar en outsäglig sorg, samtidigt som den berör en livsnerv, ger ett hopp. I denna paradoxala kombination av sorg, skam och livsglädje rör sig hela föreställningen. Genialiskt.

THERESA BENÉR, Kvällsposten, publicerad 7/12 2008